Vielse Gurre Kirke, Helsingør

Vielse Gurre Kirke, Helsingør

Kære fotografer på ’Vores Store Dag’

Jeg så jeres facebook-opslag med jeres spændende konkurrence og skriver her en mail med forhåbning om at vi kan blive udvalgt til den fantastiske mulighed.
Undervejs har jeg også vedlagt lidt billeder.

Vielse i Gurre Kirke, Helsingør

Emil og Michala – Bryllupsdato 28. juli 2018 – Vielse i Gurre Kirke, Helsingør

Mit navn er Michala, jeg er 25 år og er forlovet med min fantastiske kæreste.
Han hedder Emil, er ingeniørstuderende og er 29 år gammel.
Vi mødte hinanden første gang for 5 år siden og dengang vidste vi begge at det var noget helt særligt.

Første møde

Jeg er violinist og Emil var inviteret med til en af mine koncerter i efteråret 2012.
Vi hilste på hinanden lige inden koncerten og jeg husker tydeligt hans blik og søde smil.
Emil havde ikke hørt klassisk musik før og slet ikke violin, men blev enormt begejstret for musikken og efter koncerten snakkede vi sammen hele aftenen.

Vi begyndte at ses derefter, trænede sammen, spillede computer og holdte filmaftener sammen med vores fælles venner.
Hurtigt blev vi rigtig gode venner, havde det enormt sjovt sammen og nød hinandens selskab.
I virkeligheden forelskede vi os i hinanden, dog uden at fortælle det og vi vidste derfor ikke om det var gengældt.

Foråret 2013 fortalte Emil at han havde følelser for mig og jeg kunne fortælle det samme. Jeg blev den lykkeligste pige.

3 1⁄2 år senere – d. 13. september 2016 – havde jeg et møde på et slot ang. en mulig koncert.
Hvad jeg ikke vidste var, at Emil ventede ude på terrassen og havde arrangeret med slottets personale at fri til mig denne dag.
Han faldt på knæ, jeg sagde ja og jeg bliver stadig så rørt over at tænke på den dag.

Bryllupsdato og lokation

Vi valgte at brylluppet skulle holdes 28. juli 2018, så vi havde tid til at spare op. Pengene er lidt små da Emil er studerende og på SU, og jeg er nyopstartet som selvstændig freelance musiker.

Vi bor i Hillerød, men er ofte i Helsingør for at besøge Emils forældre.
Vi har en fantastisk familie og vi nyder at være sammen med dem.
Vores familie er dog ikke så stor, da vi begge er enebørn og heller ikke har kusiner eller fætre.
Brylluppet bliver derfor intimt med omkring 25 gæster og holdes oppe hos Emils forældre, på deres skønne landejendom som ligger i Gurre.

Her ser i et billede fra juleaften i deres smukke stue med loft til kip.

Det er her hvor selve bryllupsfesten holdes og der bliver sat langborde op som også er med til at understøtte den intime feststemning.
Vi håber på tørvejr så vi også kan være udendørs, hvor der er den fineste udsigt over marker og enge.

Kirken

Vi skal vies i Gurre kirke – en smuk landsbykirke som ligger op til skoven og er 5 min. kørsel fra hvor receptionen og festen holdes.
Som en gave fra nogle venner, bliver vi kørt i en hvid Rolls Royce Shadow.

Skoven ved kirken er meget smuk og varieret og er oplagt til fotografering. Her et par billeder som vi selv har som inspiration:

Brudekjole

Jeg håbede sådan at finde en smuk ’prinsessekjole’, men vidste også at jeg måtte tænke lidt økonomisk. Jeg kiggede derfor efter en brugt kjole og fandt pludselig drømmekjolen.
En hel fantastisk kjole med flere lag tyl og blondestof fra ’Nicolai’, som havde kostet 10.000,- fra ny. Den var i super fin stand og er nu blevet syet ind hos en skrædder og været til rens.

Det er kun min svigermor der har set kjolen og ellers er den en overraskelse for alle.
Derfor har jeg ikke vedlagt et billede i denne mail, men i må endelig sige til hvis i gerne vil se den.

Bryllupsreceptionen og festen

Alle gæster vi har inviteret er med til vielsen, receptionen og festen.
Catering er fra ’Helsingørs Kongelig Privilegerede Skydeselskab’ og der vil også være en professionel tjener til stede, som hjælper med serveringen.

Dekorationerne holdes i den rustikke stil med masser af levende lys, naturlige materialer, kalligrafi, træskilte, birketræstykker, eukalyptus og hvide roser.
Udendørs bliver der tændt fakler og lys i træerne.
Mange ting laver jeg selv, bl.a. forskellige træskilte med kalligrafi-citater og som eksempel har jeg laserskåret disse ’Save The Date’-magneter inde på Emil’s skole.

Bryllupskagen

Min svigermor og jeg har en passion for at kreere kager og går tit i gang med de helt store kageprojekter.
Vi laver derfor selv bryllupskagen og har allerede lavet den første prøvekage.
Kagen bliver overtrukket med hvid marcipan og som kagetop får vi lavet vores navne i stil med dette billede

Brudevalsen

Hvis vejret holder tørt, havde vi tænkt det kunne være smukt at danse brudevalsen udendørs under åben himmel og hvor gæsterne holder stjernekastere.

Bryllupsfotografering hele dagen

Billeder fra vores store dag er noget af det vigtigste, da de er med sætte tiden lidt i stå.
Da jeg læste opslaget og jeres hjemmeside, lød det simpelthen så fantastisk at få en helsdagsfotografering.

I har virkelig nogle smukke billeder på jeres hjemmeside og vi er meget imponerede over hvor dygtige jeres fotografer er til at fange lyset, stemningen og de fine detaljer.
Vi håber i synes at vores bryllup lyder smukt, også med hensyn til fotografering.
Selvom vores bryllup ikke bliver så stort, bliver det stadig ekstraordinært, romantisk og stemningsfuldt.

Det vil være helt fantastisk hvis vi bliver udvalgt og vi vil være så taknemmelige!

Bedste hilsner fra
Emil Kock og Michala Høj